Vi kender alle historien om Askepot eller i det mindste Disney-versionen. En ung pige bliver mishandlet af sin stedmor og sine stedsøstre, men bliver reddet af sin gode fe og kommer til at bo i et smukt palads. Hun finder ægte kærlighed til en prins og lever lykkeligt til sine dages ende. Denne historie følger et meget specifikt mønster, der er kendt som berettermodellen. I dette blogindlæg vil vi nævne, hvad berettermodellen er trin for trin.
Hvad er berettermodellen?
Berettemodellen er et slags analysemodel og et mønster, som man bruger til at strukturere en historie. Dem anvendes, når man skal lave et teater, en film eller måske en dokumentar.
Den består af syv trin:
Trin 1: Anslag – Her får man en introduktion, hvor man får indblik i hvad det er filmen, teaterstykket eller eventuel dokumentaren egen handler om, hvilken genrer det der, og anslaget er en form for appetizer, som gerne bør vække en vis interesse hos den seende.
Trin 2: Præsentation – Man får en introduktion og en fortælling omkring hvem hovedpersonerne er, og det er her i præsentationen, at man som seer vil kunne mærke eller se konflikten, som filmen, teaterstykket eller dokumentaren handler om.
Trin 3: uddybning – Her kommer vi mere i dybden omkring personerne og vi får mere at vide omkring konflikten, som forværres.
Trin 4: Point of no return – Her får konflikten en afgørende handling for hele stykket/filmen for de medvirkende hovedpersoner, og der er ingen udvej end at håndtere konflikten.
Trin 5: Konfliktoptrapning – Her er det, at konflikten har en stigende tendens og spændingen stiger.
Trin 6: Klimaks – Her når spændingen sit højdepunkt, og løsningen bliver fundet eller løst.
Trin 7: Udtoning – Nu har konflikten lagt sig, og hovedpersonerne skal fortsætte deres liv, og det er her det altid ender enden lykkeligt eller ulykkeligt. Som regel er det lykkeligt.
Som du måske gik og troede, at alle film var tilfældigt lavede, så tager du fejl. Stort set alle film, teaterstykker og dokumentar mf. produceres ud fra en form for analyse, hvor berettermodellen er et godt redskab. Udover at man anvender berettermodellen, så anvendes der også en anden analysemodel som heller aktantmodellen. Det er en analyse, som primært har fokus på hovedpersonerne i stykket, og deres relation til hinanden, så der er en vis “rød tråd”. Så der er ikke noget, der er tilfældigt, når man vil producere et form for underholdning.