Klima betyder mere og mere for vores hverdag, og de fleste borgere er blevet gode til at leve grønt. Rejser er typisk et område, hvor vi også er begyndt at tænke på klimaeffekter, og derfor er det oplagt at se på nogle europæiske destinationer som enten har fokus på naturen eller som minimum gør noget for klimakampen.
Udover at vælge øko-venlige rejsemål er det også vigtigt med andre tiltag. Kollektiv trafik som tog og bus forurener mindre end fly og bil. Så vidt muligt kan vi altså forsøge at tage tog eller bus på ferie. Hvis det ikke er en mulighed, så kan der hos næsten alle flyselskaber købes klimakompensation. Desuden kan man tænke på ens spise- og shoppingvaner på turen, da der også her kan gøres en forskel. Eksperter anbefaler desuden, at det er bedre at tage færre, men længere og mere dybdegående rejser, frem for mange korte ture til udlandet.
Herunder får du et hurtigt overblik over gode europæiske rejsemål, hvis du er en person, der går op i at leve miljøvenligt:
Stockholm
Den svenske hovedstad har over de seneste år sat fokus på klimaet og siden 1990 er byens udledning og forurening blevet halveret, trods det at befolkningen er vokset.
Desuden er det en flot by, der ligger ved vandet, og hvor du nemt kan gå eller cykle rundt i centrum. Der er også et ganske udmærket offentligt transportsystem som er et af verdens mest miljøvenlige af slagsen.
Sidst men ikke mindst er det muligt at tage toget fra Danmark til Stockholm. Det vejer bestemt også op, og derfor har vores nabolands hovedstad sikret sig en førsteplads på listen.
Freiburg
Den sydtyske by Freiburg er et af de billigste rejsemål i Tyskland. Men hvad der er mere spændende er, at Freiburg går efter at 100% af energiforsyningen skal være grøn allerede i 2035, og der laves generelt rigtigt mange tiltag til at gøre byen til Europas grønneste.
Der er ufattelig smuk natur omkring Freiburg, da Schwarzwald ligger i nærheden, så du kan nemt kombinere en byferie med vandring og lignende. Med et par skifte undervejs er det også muligt at tage bus eller tog fra Danmark til Freiburg, om end byen ligger langt væk. Kørsel kan være en mulighed, især hvis I rejser flere sammen og har en moderne klimavenlig bil.
Madeira
Portugals fastland er måske ikke kendt som verdens mest miljøvenlige (selvom der nu ellers begynder at komme gode tiltag). Til gengæld er de portugisiske øer nogle naturlige vidundere, hvor der er langt mere fokus på at passe på omgivelserne.
Madeira er den største portugisiske ø, og den er et rigtigt godt rejsemål. Der er fremragende strande, generelt fint vejr det meste af året, og smukke naturforhold der er ideelle til vandreture og udforskning.
For at komme til Madeira skal du flyve, eller stige ombord på et krydstogt fra det portugisiske fastland. Det er i sig selv ikke just miljøvenligt, men når først du er på øen, kan du nyde naturen og eventuelt gøre det til en længere ferie, så du får mere ud af oplevelsen.
Valencia
Valencia er nok den spanske by, hvor der er mest fokus på bæredygtighed og innovation. Byrådet er nytænkende, og befolkningen er generelt god til at holde Valencia ren og pæn.
Samtidig er det meget normalt for indbyggerne (og turister) at cykle rundt i Valencia. Cykling er ikke synderligt normalt i centrum af de andre spanske storbyer, men i Valencia ser du et hav af cykler, lidt ligesom i de nordeuropæiske byer.
Valencia kan også anses som et alternativ til Barcelona, der jo kæmper med overturisme og høje huslejepriser som følge af Airbnbs tilstedeværelse. Hvis du ønsker at holde ferie på den spanske middelhavskyst, men uden for ultra-populære destinationer som Barcelona og Alicante, vil vi mene, at Valencia er det bedste valg.
Reykjavik
Reykjavik går efter at blive CO2-neutral i 2040 og er efterhånden blevet kendt som et grønt rejsemål. Du skal flyve dertil (eller sejle – men det tager lang tid), men når først du ankommer, er det relativt nemt at føre en klimavenlig livsstil på ferien.
Mange vælger at rejse rundt i Island for at opleve naturen. Netop naturen er jo storslået deroppe, så det tiltrækker folk i massevis. Vælger du at leje bil for at køre rundt, så overvej at tage af sted flere personer i samme bil, eller tag med på busture, da det dermed reducerer klimaaftrykket.
Island er generelt fri for affald i naturen, hvilket er dejligt at se. Som turist bør man selvfølgelig også undgå at smide skrald – det er især noget der er værd at huske under camping, hvor skrald bør sorteres og bringes med i bilen/vognen indtil du finder reelle containere at placere skraldet i.
Nantes
Nantes har tidligere fået prisen som European Green Capital og anses generelt for at være Frankrigs mest øko-venlige by. Der er der flere grunde til. Udover Nantes, er byer som Angers og Strasbourg også kendt for deres gode miljøtiltag.
Hvis du vil til Nantes, er der flere gode hoteller i byen. Vejret er meget skiftende, på enhver af årets dage er der mulighed for enten høj sol eller hård regn, men det er med til at gøre det spændende at besøge byen. En togtur fra Paris til Nantes tager to timer, så du kan eventuelt kombinere Nantes med et besøg i den franske hovedstad.
Alkmaar
Selvom Holland er et tætbefolket land, klarer de sig efterhånden godt med klimatiltag. Alkmaar er en af de byer, der gør allermest for at reducere forurening, og derfor er det den by i Holland, der typisk har den bedste luftkvalitet – og i øvrigt et hav af skønne parker og botaniske haver. Store dele af byens energiforsyning kommer fra solceller, hvilket er bæredygtigt.
Lokal rejse i Danmark
Der er mange fine rejsemål i Europa som er klimavenlige. Men den allerbedste mulighed er måske at holde en lokal ferie i Danmark.
På den måde slipper du for at rejse langt, og du behøver ikke at flyve. Selv en kør-selv-ferie i Danmark byder på begrænset forurening, da distancen er kort, i hvert fald i forhold til en ferie i udlandet.
Danmark har også flot natur og mange skønne byer – store såvel som små. Hvis du er fra Jylland, kunne en storbyferie i København måske være interessant, og hvis du er fra Hovedstadsregionen kan du overveje en rolig campingferie i Midtjylland eller måske en strandferie på vestkysten.